21/12 2020: Det største energiskifte i menneskets historie

 
Vi går en spændende og ualmindeligt vigtig dato i møde. En dato, som astrologer, numerologer og lysarbejdere har talt om i årevis. Nok den vigtigste enkeltstående energetiske begivenhed i vores levetid (og måske tilmed i millioner af år).
Og selvom jeg godt har vidst et stykke tid at det blev stort, og har læst efterhånden mange spændende artikler og udlægninger af dét der venter os, så skal jeg være ærlig og sige, at det ikke for alvor er feset ind på lystavlen hos mig, præcis HVOR stor energien er i dét vi står overfor.
Ikke før i dag.
 
I weekenden har jeg undervist på Den Spirituelle Verdensleder-uddannelse, og i dagens lektion blev jeg og eleverne vist hvordan vores bidrag til begivenhederne d. 21. ser ud. Og så faldt 10-øren endelig OGSÅ hos mig.
Da gik det op for mig, at der må være mange andre, der heller ikke har fanget præcis hvor vigtig denne tid er - og ikke mindst hvad det betyder for dig og mig og os allesammen.
 
Uanset om du er lysarbejder, sensitiv eller slet ikke er åben for energier, så er det en dato der i meget høj grad er værd at skrive sig bag øret.
 
Her følger:
1) en generel beskrivelse af hvad der venter alle på kloden
2) en beskrivelse for lysarbejdere og sensitive, og
3) en invitation til at modtage healingen (den ligger tilgængelig i det gratis online space "Soul Shine", som du kan tilmelde dig lige her).
 

Generel beskrivelse

Vandbærerens tidsalder, eller "The age of aquarius" som vi kender den fra sangen, er den astrologiske tidsalder for fællesskaber, enhedsfølelse, højere kommunikation, udvidet bevidsthed og teknologi. Vi har længe været undervejs fra fiskenes tidsalder, og denne transit vil også vare mange år endnu. Men nu nærmer tiden sig altså, hvor vi kan sige, at vi ER trådt ind i denne nye tid.
 
Og med den kommer en bevægelse, hvor hjernen afbalanceres med hjertet, intelligensen afbalanceres med intuitionen, det maskuline med det feminine, det hårde med det bløde, det lukkede med det åbne, osv. Her får vi muligheden for at afbalancere den profit-orienterede tilgang til penge og ressourcer, med blødere værdier. Vi får muligheden for at genoprette balancen mellem os selv og den verden vi lever i.
 
Hvis du ved hvad du skal kigge efter, så er der utallige tegn på at vi er i gang med transitten. Det kunne jeg skrive en mindre roman om, hehe. Men så bliver vi aldrig færdige, så lad os i stedet holde os til dét der sker lige nu og her, og i den kommende tid.
 
Kodeordene er oprydning og afslutninger. Indeni og udenpå og i alting. Mange mennesker oplever her i december at stå ved en skillevej mellem det gamle der har udtjent sit formål, og det nye. Det kommer bl.a. til udtryk igennem masser af afslutninger. Ting der lukkes ned, mennesker der bliver fyret, utrolig mange der tager afsked med venner, der ikke længere matcher, relationer, parforhold og ægteskaber der falder fra hinanden, fordi de ikke passer til dem vi inderst inde er.
 
Gamle handle- og reaktionsmønstre, som vi er ved at brække os over, og finally er klar til at kaste helt og endegyldigt over bord. Hvad med dit livs- og verdenssyn? Gamle offermentaliteter og manglende ansvar, der holder dig fastlåst i situationer og følelser, som på ingen måde er gode for dig? Pludselig ser vi "lyset" og noget nyt fødes dybt indeni. Hvordan du oplever denne december er individuelt, så dét du siger farvel til vil også være individuelt.
 
Der vil være MASSER af store spørgsmål, som vil fylde, enten bevidst eller mere underliggende. Hvem er jeg? Hvad er dybest set vigtigt for mig i livet, og giver jeg det plads, eller "drukner" jeg mig selv for at passe ind? Hvor kommer den enorme smerte eller ensomhedsfølelse jeg bærer på, i virkeligheden fra? Har jeg lyst til at blive ved med at bære på den, eller er det "time to face the music"?
 
Rigtig mange af os, som bliver påvirket af begivenhederne i verden omkring os i år, reagerer i virkeligheden på disse underliggende spørgsmål. Men fordi det er begivenhederne omkring os der er trigger, tror vi fejlagtigt, at det er dét vi reagerer på. Og det er helt okay. Det vigtige er, at alt det gamle bringes til live. Er vi ikke vant til at beskæftige os med det indre og vores projiceringer, så kan 2020 virkelig være en hård nyser. Især dette efterår, hvor de sidste lag som vi er klar til at slippe, skrælles af for at give plads til den nye tid.
 
Men hvad venter så os alle på den anden side? Vi kan forvente at det generelt set begynder at "klare op". Vi har endnu en del transitter og stadig en masse indre arbejde at gøre (nogen selvfølgelig mere end andre, afhængig af hvor meget vi indtil videre har været i gang med indre hovedrengøring). Men er du opmærksom og villig til at kigge indad og reflektere, så vil du i de kommende måneder og år se en klar tendens til, at tvivl og mudrede følelser, langsomt begynder at vige pladsen for ro og klarhed.
 
Tvivl vil få flere og flere nuancer af tillid. Og jo mere tillid, jo flere svar falder på plads fra dét sted indeni, hvor du bare ved, uden at vide hvor du ved det fra. Hjertet åbnes. Dét der er vigtigt for dig, kræver at du prioriterer det. Du kan slet ikke lade være. Du kan ikke længere ignorere det, selvom det tidligere er lykkedes dig fint. Dét du længes efter i den ydre verden, finder du indeni.
 
Og ja, processen vil igen være individuel. Vi "finder hjem" i hvert vores tempo, og alle tempi er gode og rigtige. For nogen af os er skiftet allerede sket. Andre står lige på tærsklen, mens andre igen har et stykke vej endnu. Men dette glædelige skifte ind i mere hjerte-energi og sammenhold, har altså skiftet d. 21/12 som tyngdepunkt. Er du ikke én der mærker energier, så vil det først og fremmest være tendenserne i tiden, du vil kunne genkende. Og så vil datoen nok ikke føles speciel eller anderledes, og du skal nok nogle år ud i fremtiden, før du kan kigge tilbage og se, at noget gradvist er skiftet før og efter december 2020.
 

Betydningen for sensitive og energiarbejdere

Mærker du energier, er det dog en helt anden snak. Så vil hele 2020 nok være et år, der skiller sig ud for dig, på den ene eller anden måde (og det behøver bestemt ikke at have været en tung oplevelse). Men i dette efterår "stikker det helt af" med slip af gamle overbevisninger, handlemønstre, ændrede verdens- og livssyn, afslutninger og nye begyndelser - you name it, we´ve done it! Og for mange af os, er dette også tiden hvor livsformål og retning får en ny klarhed (hvad enten det blot er en begyndende fornemmelse indeni, eller om alt pludselig står krystalklart).
Der er SÅ mange, der skriver om 21/12-skiftet og hvad det fører med sig. Men her vil jeg gerne dele med dig, hvad jeg selv er blevet vist i dag.
 
Dét der venter os, er en slags "energetisk big bang". Et potentielt stort og kosmisk reset - og jeg skriver "potentielt", fordi vi selv spiller en ualmindeligt vigtig rolle med vores energi og intentioner. Af denne årsag arbejder nok de fleste energiarbejdere på jorden i denne tid på at forberede energien og bane vejen, så det kan lykkes.
 
I dette reset åbnes der for muligheden til at hente Ur-moderens energi ind, så de maskuline og feminine energier kan afbalanceres helt grundlæggende. Og er du i tvivl om hvilken betydning det har for os allesammen, så tænk blot på, hvordan verden ville se ud, hvis grådighed efter penge og magt var afbalanceret af menneskelighed, medfølelse og kærlighed. Vi vågner ikke d. 22. til en verden der er ændret ved et trylleslag - men når først energien er skiftet, så vil den fysiske verden langsomt, men uundgåeligt følge efter.
 
Jeg er blevet vist, at dét der "antænder" dette "big bang" er krydsningen af de mange lay lines der her i efteråret er blevet aktiveret i jorden (mange af jer der er energiarbejdere har sandsynligvis set dem i en eller anden form i jeres arbejde). De vil blive krydset som "ledninger", og når alle energetiske punkter forbindes, er energien stor nok til den eksplosive udvidelse, der åbner til fødslen af moderens energi ind på jorden.
 
Samtidig ser jeg, at dette "big bang" er spejlet i vores pineal-kirtler, hvor samme udvidelse vil finde sted. Kan du mærke energier, så prøv en gang at mærke ind i, hvad det vil betyde for dig, med en så massiv energetisk udvidelse af din pineal-kirtel.
 
Når jeg mærker det, kan jeg næsten ikke bære energien, så kraftfuld er den. Jeg har lidt følelsen af, at "dø" den dag. Forstået på den måde, at jeg ikke er den samme på den anden side. Det er et nyt menneske, der træder ind i det nye år, når vi når dertil. Og af den årsag, har jeg også sat mange af mine aktiviteter i bero indtil januar, så jeg kan starte nye tiltag med den nye energi.
 
I 2021 har vi flere vigtige overgange - bl.a. d. 12/2, som af flere beskrives som dén dag, hvor jorden officielt er gået over tærsklen og ind i den nye tid. Samt forårsjævndøgnet d. 20/3, som jeg mærker som dét tidspunkt, hvor vi som lysarbejdere begynder at være landet så meget i de nye energier, evner og muligheder, at vi kan bruge dem mere bevidst og målrettet. Jeg får også en fornemmelse af, at 2021 bliver året, hvor fundamentet til broen mellem spiritualitet og videnskab bliver lagt. Det er bl.a. dét arbejde jeg er i Portugal for at bidrage til.
 
Det er i sandhed en spændende tid vi lever i. Og jeg er dybt taknemmelig for at leve så jeg kan både opleve og aktivt deltage i vintersolhvervet d. 21/12 2020. Det er SÅ stort. Jeg har slet ikke ord for det.
 
Der er som sagt rigtig, RIGTIG mange lysarbejdere, der samles i grupper og laver arbejde denne dag. Vil du deltage, og er du endnu ikke med, så vil jeg gerne invitere dig til at deltage i dét jeg selv bidrager med denne dag, som handler om aktivering og krydsning af af alle disse lay lines, så energien samles og fortættes og "eksplosionen" kan finde sted.
 
Jeg går online d. 21/12 kl. 11.15 om formiddagen med åbning og healing, og alle er velkomne - uanset om du er lysarbejder, energi-sensitiv eller ej. Det er selvfølgelig gratis at være med. Og du kan bidrage aktivt ved at sætte intentionen om det - eller blot modtage, hvis det føles bedre for dig.
 
UPDATE: Nåede du ikke at deltage, og ville du gerne have været med, kan du finde 21/12-ceremonien i min gratis online portal Soul Shine. Mere end 1000 deltog live eller på replay, så energien er vidunderligt høj (og ja, energien er ligeså høj på videoen). I Soul Shine vil du også finde andre healinger og videomateriale, og blive inviteret til en gratis månedlig healing eller workshop, hver måned. 
 
 
Kærligst, Havanna
 
 
Close

50% Complete

Two Step

Lorem ipsum dolor sit amet, consectetur adipiscing elit, sed do eiusmod tempor incididunt ut labore et dolore magna aliqua.